Malling Kirke

kirken 

Malling kirke er bygget i valdemartidens store kirkebyggeperiode, ca. 1150. Oprindeligt bestod kirken kun af skib og kor, uden tårn og våbenhus. Murene var dobbeltmure. Den yderste mur bestod af store tilhuggede granitkvadre, og den indre mur af runde marksten. I det ydre har kirken fremtrådt som en tung granitkirke, hvor murene har stået i stenenes egne farver. Først senere er ydermurene kalket hvide.

I sengotisk tid, formentlig i slutningen af 1300-tallet , ændredes kirken radikalt både inde og ude. Man forlængede kirkeskibest mod vest med 9 meter, således at kirken nu blev 31 meter lang, og byggede et tårn over en del af forlængelsen, hvorved der fremkom et tårnrum med særligt brede mure for at bære det svære tårn. Mod syd byggede man et ret stort våbenhus, og udfra koret mod nord et sakristi. Inde i kirken fjernede man trælofterne og erstattede dem med hvælvinger, således at koret fik et og skibet fire krydshvælv.  Ved ombygningen tilmuredes de oprindelige romanske vinduer og erstattedes af de stadig eksisterende vinduer.

Alle tilbygninger og hvælvinger blev opført i røde munkesten, som blev brændt på stedet. Man har fundet spor  efter en teglovn i den oprindelige voldgravs østlige del.

I det store og hele står kirken i dag som dengang den blev ombygget i slutningen af 1300 tallet. 



18. november 2009, Karen

Malling Kirke · Malling Kirkevej 1 · 8340 Malling